Lær med Braveheart

Braveheart hjælper os med at lære om det, der kaldes horsemanship.

Horsemanship er et ord, som du måske har hørt før. Det er et engelsk ord, som på dansk nok bedst kan oversættes med ”heste-evner”. Man kan sige, at horsemanship er den måde, vi opfører os på, når vi er sammen med heste og ponyer, og den måde, vi behandler dem på.

Lige som vi selv bedst kan lide at være sammen med mennesker, der er søde overfor os og rare at snakke med, så vil heste og ponyer også helst være sammen med mennesker, der er søde og som er rare at snakke med.

For at gøre det nemt for dig at læse om, har vi kaldt det SMIL Horsemanship. SMIL er en måde at være sammen med heste på, som er rolig, rar og sjov.

Med SMIL bliver vi bedre til:

  • at forstå hestene
  • at kommunikere med hestene
  • at være fokuserede og nærværende
  • at slippe frustrationer
  • at blive mere glade sammen med hesten.

På den måde bliver håndtering, træning og ridning sjovere og mere sikkert.

Alle kan bruge SMIL – uanset om du lige er begyndt at være sammen med hesten eller om du har været det i mange år.

Hvad betyder er SMIL Horsemanship egentlig?

Ud over at vi bliver mindet om at smile, når vi er sammen med heste, så er SMIL en nem forkortelse af fire ting, som er en del af horsemanship:

S står for “SE”.

Se på hesten. Se for eksempel, hvordan den bevæger sig. Ser den afslappet eller anspændt ud? Du skal også se på det, der er omkring jer – med hestens øjne. Se står også for, at du skal være opmærksom og koncentrere dig om hesten, og det du laver med den.


M
 står for ”MÆRK”.

Du skal mærke efter, hvordan hesten har det, og du skal mærke efter, hvordan man selv har det. Mærk også på hestens krop. Er der skrammer eller hævelser? Mærk efter på kroppen om den virker rolig eller anspændt.


I
 står for ”INSPIRÉR”.

Inspirér hesten og gøre noget, I begge synes er sjovt. Du skal også være en god inspiration for andre i stalden, så I har det rart sammen og hjælper hinanden.


L
 står for ”LYT”.

Lyt til hestens signaler. Lyt til din mavefornemmelse. Desuden skal vi mennesker selvfølgelig også lytte til hinanden. Du kan for eksempel få meget glæde af at lytte til dem, der ved mere, end du selv ved. Og så kan du få meget ud af at lukke øjnene og lytte.

Du kan finde billeder af SMIL her.